Under ’London Prize Ring Rules’ blev en omgang afbrudt, hvis den ene af bokserne gik i gulvet. Hvis en mand var ‘nede’ skulle han være klar til at genoptage kampen, senest efter 30 sekunder. Derfor har man også set boksekampe hvor omgangene har varet i timevis!

Men boksning er meget ældre end det. De første beviser på pugilism (boksning) er fundet i Ægypten, og er dateret helt tilbage til år 3000 før Kristi fødsel. Dengang var bokserne nøgne og næverne ofte beklædt med læderstrimler, som kunne være beklædt med metalstykker. Kampene var ikke opdelt i omgange, men fortsatte, til en bokser var slået ud eller opgav at kæmpe videre.

Boksningen kom på programmet for de 23. antikke olympiske lege i år 688 f.v.t., hvor Onomastos fra Smyrna blev den første olympiske boksemester.

Oldtidens Olympiske lege

Det, der i dag er verdens største sportsbegivenhed (OL), begyndte i det gamle Grækenland. Til at begynde med var det en del af en religiøs fest, holdt i guden Zeus´ ære. Dette foregik på et helligt sted kaldet Olympia. De grækere der kom hertil Zeus´ helligdom, delte alle samme tro og sprog. Atleterne var alle mænd fra hele den græske verden. Lige fra Iberis, Spanien, i vest og Tyrkiet i øst. Dette hellige sted var opkaldt efter bjerget Olympia, det største bjerg på det græske fastland. I den græske mytologi var dette hjemsted for de største guder og gudinder. Det ejendommelige ved sporten er, at den er både alvor og leg. Historisk set er idrættens “forældre”, religionen og legen. Fra dem har idrætten arvet sin på én gang alvorlige og muntre karakter.

Naturligvis må idrætten ikke glemme sit udspring i legen. Alligevel er idrætten først rigtig sport, når den er alvor. Hvis idrætten forbliver på legens stade, vokser den sig aldrig stor og ædel. Netop denne storhed var karakteristisk for den græske sport. Det var ikke blot en bestemt samfundsklasse der havde tid og råd til at dyrke idræt i fritiden. Og det drejede sig heller ikke om en professionel gruppe af idrætsfolk, der underholdt en majoritet af tilskuere, men hele folket var med og betragtede idrætslivet som en national sag. For leg kender ikke til anstrengelse. Børn bliver hurtigt trætte af deres leg og holder op. Men den ægte idrætsmand fortsætter udover træthedsgrænsen til sammenbruddet – for sporten skyld. Idrætsmanden må give sig selv helt og fuldt, ellers er det ikke sport.

Det forstod grækerne meget vel. Det ligger gemt i det græske ord atlet. Dette ord hænger sammen med et andet: athlos, der betyder kamp eller prøve. En atlet er den mand, der frivilligt underkaster sig kampen og glædes ved dens anstrengelse.

Belønninger og præmier spillede en vis rolle i græsk sportsliv, men var alligevel ikke nær så vigtig som æren. I Olympia var præmien en beskeden krans af den vilde oliven (kótinos), der voksede bagved Zeustemplet. Intet stod for en græsk atlet højere end at vinde denne krans. De første lege blev afholdt i år 776 f.Kr. og den eneste disciplin var løbet over længden 192,27 meter rundt på stadion. Sådan var det, efter sigende, de første 13 olympiader. Legene udviklede sig til en større begivenhed og i det 5. århundrede f.Kr. bestod de af et 5-dages program. Disciplinerne inkluderede: Tre løb til fods, senere spydkast, længdespring, brydning, løb og boksning. Marathonløb var ikke en del af oldtidens OL, det er en moderne disciplin, der blev introduceret i 1896, da legene blev afholdt i Athen. I dag er de Olympiske lege næsten de samme men med flere varianter indenfor sportsgrenene.

Hvorfor holdt de Olympiske lege op?

I 146 f.Kr. blev Hellas en romersk provins. Hermed var grækerne ikke længere de eneste der måtte deltage i legene. I 330 e.Kr. blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og da Olympiske lege afholdes til de gamle græske guders ære, blev de hurtigt en torn i øjet på de romerske magthavere. I 393 e.Kr. forbød kejser Theodosius I at legene blev afholdt. Herefter gik det tilbage for de Olympiske anlæg. I 420 e.Kr. gav kejser Theodosius II ordre til at Zeuztemplet skulle ødelægges.

Legene gik langsomt til i glemslen, men i 1894 lykkedes det den franske Baron Pierre de Coubertin at skabe de moderne Olympiske lege. Igen kunne man forene og samle folk fra alle nationer. På kryds og tværs af hudfarve, religion og samfund. Så de Olympiske lege er igen blevet et samlingspunkt hvert 4 år. Nu for alle nationer verden over.

Formålet med legene er fællesskab, engagement, disciplin og sport. Nu er det blevet konkurrence deltagerne imellem. Det handler stadig om æren og titlen, men nu var det det ikke længere for at ære Zeus´.(en gud i gammel tid). I dag er det ikke for nogens ære, men for én selv.

Moderen, der forklædte sig for at se sin søn i kamp

Ved de græske lege var det forbudt for kvinder både at deltage og være tilskuer. Men en kvinde ved navn Kallipateira skulle engang have sneget sig ind til de Olympiske lege forklædt som mand i trænerdragt. Hun var mor til en bokser og ønskede brændende at se ham bokse ved legene. Da sønnen vandt blev hun så begejstret, at hun løb ind i arenaen for at lykønske ham. Uheldigvis tabte hun kappen og blev afsløret. Men fordi hendes søn var olympisk mester fik hun lov til at leve, selvom kvinder normalt fik dødsstraf for at vise sig ved sportslege.

Om Kreugas, der blev olympisk mester efter sin død

To boksere Demoxenos og Kreugas havde kæmpet hele dagen. Det var den endelige kamp om, hvem der skulle vinde den ærefulde olivenkrans. Da det var ved at blive mørkt, og ingen af dem syntes at vinde, indgik de en aftale om at skiftes til at slå på hinanden til den første segnede. Først slog Kreugas Demoxenos i hovedet. Derefter bad Demoxenos Kreugas om at løfte armene, og han slog ham så hårdt mellem ribbenene, at han kunne pille indvoldene ud. Kreugas døde med det samme. Dommerne mente dog, at Demoxenos snød, og tilkendte Kreugas sejren. Dermed er Kreugas den f’ørste olympiske mester, der fik tilkendt sejren – efter sin død.

Boksning var lige så populær en sport i det gamle Grækenland, som den blev i vor tid!

Det var ikke kun i Middelhavsområdet at boksningen var populær. I 685 – 645 før Kristi indførte Første ministeren i den kinesiske stat, Ts’i, Kunag-tze, boksning blandt buddist munke, og senere oprettedes der 2 bokseskoler, the Shao-ling school og Tai-ki-school med det formål at udvikle og forfine boksningen. Også i Indien (300 år før Kristi) er der fundet spor af boksningen, der blev praktiseret af de lavere kaster. Senere omkring Kristi fødsel er der også fundet beviser for, at boksning blev udøvet i Korea, Armenien og Rusland. En armensk figther, Varazdaten, deltog således i de olympiske lege som den første ’Babarian Origin’ i 393 efter Kristi, og han blev samtidig den sidste kendte olympiske vinder, inden kejser Theodosius I forbød afholdelse af de olympiske lege!

Senere tog Romerne sporten til sig, og her blev den hurtig populær og foregik som gladiatorkampe, ofte med døden til følge. Derfor var det ofte var slaver, der blev sendt i ringen. Kampene foregik i en ring markeret på jorden, herfra stammer udtrykket Ring.

Romerrigets fald og kristendommens udbredelse betød, at boksningen blev afskaffet pga. dens brutalitet, og det var først 1000 år senere, at boksningen igen dukkede op i England. I 1681 blev de første officielle kampe registreret i England, og i 1698 var boksning blevet så populært, at der regelmæssig blev arrangeret kampe i Royal Theatre, London. Kampene foregik stadig med de bare næver uden nogen særlige regler eller vægtklasser, og det var ikke ualmindeligt, at en kamp varede over 1 time.

Han vandt det engelske mesterskab i sværvægt i 1734 og beholdt titlen de næste 16 år. Han udformede de første egentlige regler for konkurrenceboksning i 1743 ’London Prize Ring Rules’ – regler der blev brugt indtil de blev fornyet af Marquis’en af Queensbury i året 1867.

’London Prize Ring Rules’

De moderne Olympiske Lege.

Betydningen af De Olympiske ringe på flaget:

De 5 ringe, der griber ind over hinanden er symbolet for de Olympiske lege. Rækkefølgen i farverne er blå, gul, sort, grøn og rød. Det er de farver, af hvilke alle nationers flag kan sammensættes. Under dem sættes mottoet Citius, Altius, Fortius, latin for Hurtigere, Højere, Stærkere.

Betydningen af den Olympiske ild:

Symbol for De Olympiske lege. Ilden tændes ved solens stråler, der samles i et hulspejl i Olympia i Grækenland og føres derfra ved hjælp af et fakkelstafetløb til den by, hvor legene afholdes. Her markeres deres åbning ved, at faklen tænder en ildskål, som brænder under legene. (Brugt første gang i Berlin 1936).

Sommer-OL 1896 hed formelt Den I Olympiades Lege, og det var det første sommer-OL i moderne tid og de første lege siden den romerske kejser Theodosius I forbød de antikke olympiske lege i 393 e.Kr. som led i en kristen kampagne mod hedenskab.

Mere end 2600 år senere var boksningen tilbage i det olympiske program, da de moderne olympiske lege blev afholdt for 3. gang i St. Louis, USA. Den første kamp blev bokset den 21. september 1904 og der blev bokset i 7 vægtklasser. (Boksere fra USA gjorde ’rent’ bord og besatte alle podiepladserne i samtlige vægtklasser) Det var der dog en god grund til!

Den olympiske turnering blev afholdt i ’the Physical Culture Gymnasium’, den 21. og 22. september 1904, og der var kun anmeldt i alt 17 deltagere til legene, alle fra USA. I 3 vægtklasser (47.6 kg., 52.2 kg. og 71.1 kg.) af de i alt 7 vægtklasser var der kun anmeldt 2 deltagere, og hvis ikke 6 af de øvrige tilmeldte boksere havde fået lov til at stille op i mere end en vægtklasse, hvilket var lovligt iflg. bestemmelserne den gang, havde den olympiske turnering varet endnu kortere.

I 1906 blev der indført en obligatorisk lægeundersøgelse af kombattanterne. I 1906 afholdt den Internationale Olympiske Komite (IOC) de olympiske mellemlege i Athen. Det var planen, at der skulle afholdes olympiske lege, som skulle gå på tur mellem forskellige byer hvert fjerde år (i de med 4 delelige årstal), og at der så skulle være mellemlege i Athen hvert fjerde år (midt mellem de olympiske lege), men sådan gik det ikke.

Ikke mange kender til disse “mellemlege” – de såkaldte “Intercalated Games”. Som med så meget andet, der har med OL at gøre, var politik afgørende. Grækerne kæmpede stadig for, at OL skulle have et permanent hjem i Athen. Efter de to katastrofale lege i 1900 og 1904 organiserede de disse mellemlege, som skulle afvikles hvert fjerde år. Selvom mellemlegene blev aflyst i 1910 viste legene i Athen i 1906 sig at have en vigtig funktion. De reddede simpelthen den olympiske ånd og sikrede OL`s fremtid.

877 mandlige og 7 kvindelige atleter fra 21 lande deltog. Athen 1906 grundlagde nogle vigtige elementer i OL`s historie. Legene var de første med rigtige landshold. Det hele foregik over 10 dage, og man hejste for første gang flag ved medaljeceremonien. Atleterne boede sammen i den første olympiske by, og de marcherede ind på stadion ved starten af legene med en fanebærer foran. Hele begivenheden blev finansieret ved hjælp af billetsalg, og den var en gigasucces. Til trods for at OL 1906 havde en afgørende betydning, anerkender IOC i dag ikke medaljerne eller legene, men betragter dem som en slags uofficielle ‘jubilæumslege’ i anledning af, at der var gået 10 år siden 1896

Ved de næste olympiske lege i 1908 i London var der endnu ikke et samlende forbund for boksningens udøvere. Turneringen blev afholdt om efteråret og ikke sammen med de øvrige sportsgrene i juli. Dette skyldtes, at boksningen ikke var så meget i fokus i offentligheden som de øvrige idrætsgrene. Men ’alle’ var tilfredse, hvis man kan tro de officielle rapporter, da det var de bedste dommerbedømmelser, der havde været i de sidste 30 år.

Der blev bokset efter det engelske bokseforbunds regler, der var kommet fra ”Queensbury Rules” og som i dag danner basis for AIBAs regler. Bokserne i de 5 vægtklasser (fra 52.6 kg. til 71.7 kg.) brugte 8 oz. handsker og kampene var sat til 3 omgange, således at de første 2 omgange var på hver 3 minutter og 3. omgang på 4 minutter. Der var 2 dommere og en kampleder, der også fungerede som dommer i hver kamp. Disse kunne tildele 5 point hver for de første 2 omgange og 7 point for den sidste omgang. Hvis de 2 dommere efter 3. omgang ikke var enige i deres bedømmelse af kampen, kunne kamplederen beordre yderligere omgange, indtil de 2 dommere havde fundet en vinder!!!

Kun vinderne gik videre i turneringen (som i dag) og det betød at taberne i semifinalerne automatisk fik bronze.

Som i 1904 i USA var det mest hjemlandets fightere, der deltog. Udover englænderne var der kun tilmeldt 9 udenlandske, nemlig fra Australien, Danmark og Frankrig. (Fra Danmark var det Waldemar Holberg, der tabte til englænderen Wells, der dog ikke opnåede nogen medaljeplads.) Derfor blev podiepladserne overbefolket med britere, der vandt guld, sølv og bronce i samtlige 5 vægtklasser – kun i mellemvægt ’sneg’ en udlænding sig ind på podiet, nemlig australieren Reginal ’Snowy’ Baker, der vandt sølv. Om ham, australieren, kan man sige, at han var et multitalent. Udover boksning deltog han også i svømning og udspring, i alt i 29 forskellige discipliner. Yderligere blev han kendt som en berømt Hollywood skuespiller, da han i 1921 poserede foran kameraet sammen med de 2 filmstjerner, Greta Garbo og Douglas Fairbanks i filmen ”The Fighting Breed”.

Men på grund af de svenske påstande blev boksesporten fjernet fra det olympiske program i 1912, men ikke desto mindre blev det bestemt på et IOC møde i 1914, at boksning igen skulle være på det olympiske program i 1916, der dog ikke blev til noget på grund af den første verdenskrig. Samtidig i 1914 bestemte IOC, at de respektive idrætsgrene – for at kunne stille deltagere til legene – skulle være repræsenteret ved en speciel fagorganisation, hvilket var startskuddet til oprettelsen af Dansk Amatør Bokse-Union.

Siden 1920 har boksningen været en del af det olympiske program.

IOC truede i februar 2006 med at fjerne boksning fra det olympiske program allerede i 2008. Længevarende problemer med valget af dommere og scoresystemet i boksekampene har tidligere fået IOC til at tilbageholde $9 millioner og bliver disse ikke snarest løst, kan det få IOC til at fjerne boksning fra OL programmet.

Boksning er dog stadig på det olympiske program, også for kvinder. Det ser dog ud til at det vil være IOC som udtager de officials der skal fungere ved legene. Man (IOC) har, efter mange tvivlsomme kendelser i både RIO og London, ikke tiltro til at AIBA kan sikre upartiskhed. Der er ingen tvivl om, at hvis der, ved OL i Tokyo, igen er uduelige eller korrupte dommere, så ser det svært ud for boksningens fremtid i OL sammenhæng.

Verdensforbundet stiftes.

Efterhånden havde flere nationer stiftet deres eget amatørbokseforbund, heriblandt Danmark, og den olympiske komité forlangte, at boksningen fik et samlende forbund, hvorfor verdensforbundet, FIBA – ”Federation Internationale de Boxe Amateur” – den 24/8 1920 blev stiftet, med Danmark som én af initiativtagerne. Det var dog endnu kun europæiske lande, der var medlem. Navnet FIBA blev senere ændret til det officielle navn, ”International Amateur Boxing Association”, AIBA, som vi kender i dag.

Der kom nu gang i at organisere boksningen, så den blev mere sikker. Hidtil havde man bokset de første 2 omgange á 3 minutter og den 3. omgang á 4 minutter, det blev nu bestemt, at det skulle være 3×3 minutter. I 1929 entrede kamplederen ringen, således at han nu befandt sig inden for tovene. Hidtil havde han opholdt sig uden for, siddende på en høj stol, og havde afgivet sine kommandoer til bokserne.

I 1931 tillod AIBA, at bokserne bruge skridtbeskytter og tandbeskytter, men det var endnu ikke obligatorisk.

Den 28/11 1946 blev AIBA reorganiseret med flere kontinentale kontorer, og først i 1966 blev EABA – European Amateur Boxing Association – stiftet, ligesom de 4 øvrige verdensdele fik deres forbund, så i dag er der flg. Kontinentale forbund: Nordamerika, Sydamerika, Afrika, Europa, Asien og Oceanien.

Det tidl. Sovjet Unionen blev medlem af AIBA i 1950 og dominerede i 1952 sammen med Cuba og flere østeuropæiske lande de olympiske lege. Denne dominans af amatørboksningen fortsatte op til slutningen af 1980’erne og midten af 90’erne, hvor ændringer på den politiske scene og emigration har sat sine spor på sporten.

I dag ses stadig østeuropæere på podierne ved de store amatørturneringer, samtidig har den karakteristiske østeuropæiske boksestil vundet stor indpas i den vestlige bokseverden, og ses som en af de mest perfekte stilarter!

Reglerne blev forbedret hele tiden. På AIBAs kongres i København i 1950 blev det bestemt, at en kamp skulle stoppes efter den 3. tælling. Endvidere at der skulle gives karantæne efter KO – H, (knock-down som følge af slag til hovedet), og 2 nye vægtklasser, letwelter- og letsværvægt, blev indført, så der nu var 10 vægtklasser.

I 1954 blev juryen indført. I 1958 blev det bestemt, at en tælling ikke skulle afbrydes ved sidste omgangs slutning ved OL og VM.

I 1968 blev letfluevægt oprettet, og i 1972 kom der afmærkning af handskernes knoflader,

I 1984 blev supersværvægt oprettet, og handskevægten blev bestemt, således at vægtklasser under 67 kg. skulle benytte 8 oz. (227 g.) og over 67 kg. 10 oz. (284 g.) handsker, ligesom hjelmen blev påbudt.

Ved VM i Moskva 1989 fik den elektroniske scoringsmaskine sin debut på verdensplan. Den blev indført på baggrund af dommerskandalerne ved OL i Seoul året forinden, hvor korrupte dommere helt stjal billedet fra det sportslige og derved gjorde en ubodelig skade på boksningens omdømme.

Denne elektroniske bedømmelse fik straks mange kritikere, især fra såkaldte boksekyndige, der ikke kendte systemet, men det var kommet for at blive, det var man sikker på. Det eneste svage punkt var pointdommernes manglende rutine, hvor de ikke registrerer stødene hurtigt nok, men her kan kun ’øvelse gøre mester’!. Med dette system skulle 3 af de 5 dommere trykke samtidigt når en bokser afgiver et pointgivene stød. Efter flere år med dette system viste det sig at, heller ikke dette score-system var ufejlbarligt. Nu bedømmes kampene efter AIBA´s “Ten Point Must-System”. Kort fortalt, så betyder det at alle 5 dommere skal finde en vinder af hver omgang.

I 1994 blev der lavet standarder for ringens kanvas og alle boksehandsker skulle veje mindst 10 oz. (284 g.). Dette var for at forbedre sikkerheden endnu mere for deltagerne. Alderen blev sat op fra 32 år til 34 år – den såkaldte ’Stevenson regel’, da den reelt kun blev lavet for, at den legendariske cubaner, Teófilo Stevenson, kunne deltage ved endnu et VM.